I Kagsmosen har vi et stærkt fokus på tidlig indsats. For os betyder det, at vi reagerer, når vi bliver opmærksomme på, at et barn eller en børnegruppe har brug for noget andet eller mere, end det de får lige nu.
Tidlig indsats handler ikke om, at der er noget galt med barnet. Det handler om at være nysgerrig, reagere på tegn og sammen finde ud af, hvad der kan understøtte barnets trivsel, udvikling, læring og deltagelse i fællesskabet.
Vi tror på, at børn gør det godt, når de kan, og derfor ser vi også på de rammer og fællesskaber, barnet er en del af. Nogle gange er det barnet, der har brug for en særlig støtte. Andre gange er det vores pædagogiske læringsmiljø eller de voksnes tilgang, der skal justeres. Ofte er det en kombination.
Vi handler sammen
Når vi bliver bekymrede for et barns trivsel eller udvikling, starter vi altid med at undersøge, hvad vi selv kan gøre i den pædagogiske praksis. Vi observerer, taler sammen i personalegruppen og afprøver forskellige pædagogiske tiltag.
Hvis vi har brug for flere perspektiver, har vi i Herlev Kommune mulighed for at indkalde til et KCM – kompetencecentermøde. KCM er et tværfagligt forum, hvor relevante fagpersoner sammen med dagtilbuddet og forældrene kan være med til at undersøge en bekymring og finde frem til, hvilken indsats der bedst kan understøtte barnet.
På et KCM-møde kan forskellige fagligheder bidrage med deres viden og perspektiver, eksempelvis tale-hørekonsulent, sundhedspleje, psykolog eller andre relevante fagpersoner.
Jer forældre er en vigtig del af samarbejdet
Et godt samarbejde med jer forældre er afgørende. I kender jeres barn på en helt særlig måde og kan bidrage med vigtig viden om, hvordan barnet opleves og fungerer hjemme.
Hvis vi vurderer, at det vil være relevant at drøfte jeres barn på et KCM-møde, sker det i dialog med jer. Sammen kan vi blive klogere på barnets behov og finde frem til, hvad vi hver især kan gøre for at skabe de bedste betingelser for barnet.
Tidlig indsats handler for os om at være modige nok til at reagere på vores bekymringer – og nysgerrige nok til at undersøge dem sammen.
Jo tidligere vi får øje på, hvad et barn har brug for, jo bedre mulighed har vi for at skabe de rette rammer og støtte barnet i at trives, udvikle sig og være en del af fællesskabet.