Hvis I har fået tilbud om plads:
Hvis I af pladsanvisningen får tilbudt en plads i Kagsmosen, har I typisk 5 dage til at acceptere tilbuddet. I denne periode har I mulighed for at få en rundvisning, hvis I ikke har fået sådan en da I skrev jeres barn op.
Hvis I vælger at sige ja tak til en plads til jeres barn i Kagsmosen, modtager vi besked herom.
Ca. tre uger inden opstart vil I blive kontaktet af lederen eller af et personale fra stuen med henblik på at aftale en dato for en tryg-start samtale. Vi tilbyder at besøge jer i jeres hjem eller holde den i Kagsmosen.
Formålet med en tryg-start-samtale er at skabe en god og tryg start for jeres barns dagligdag i Kagsmosen og at etablere et trygt og godt samarbejde med jer forældre.
Samtalen giver os mulighed for at lære jeres barn og jer forældre lidt at kende, inden jeres barn starter. På den måde er vi bedre forberedt når I kommer den første dag.
I får mulighed fortælle om barnets personlighed, interesser, rutiner, relationer, behov og det, der skaber tryghed for barnet. Samtidig kan vi fortælle om hverdagen, indkøringen og pædagogikken.
En god dialog fra starten gør det lettere for os at møde jeres barn med forståelse og tilrettelægge en opstart, der tager udgangspunkt i jeres barns behov. Samtidig får I mulighed for at stille spørgsmål og få viden om, hvordan vi sammen bedst kan understøtte jeres barns overgang.
Tryg-start-samtalen er dermed et vigtigt første skridt i et tillidsfuldt forældresamarbejde, hvor vi sammen skaber de bedste betingelser for jeres barns trivsel og udvikling.